Det er fantastisk at have efterårsferie. Godt nok er det
også rart indimellem at blive tvunget til at sidde på sin flade og blive
spækket med viden, men efter et par intense måneder får man behov for en pause.
Ferier er et fantastisk pusterum: man får sovet ud, får set vennerne, bagt
kager og nogen laver ikke en rygende fis. Så er der selvfølgelig også de
uheldige sjæle hvis chef har givet dem lidt for mange vagter – sender en
medlidende hilsen til alle jer. For mit vedkommen står den på mad og kager i
ubegrænsede mængder, samt vennebesøg og råhygge med film og dyner og endnu mere
hjemmebag. I mandags havde to af mine efterskolevenner og jeg arrangeret en
kagedag, simpelthen fordi vi elsker hinandens selvskab og selvfølgelig også
bagning af kager og spisning af udkommet. Vi besluttede os for en svampet
banankage med chokoladestykker og kokosglasur på toppen. Den smagte ligeså godt
som den lyder.
Jeg anbefaler alle jer, der kan få presset en fridag ind i
ferien at gøre det samme; mødes med vennerne lave god mad og snakke over den
gode middag eller kagen – den fornøjelse ville jeg unde mig selv i denne blæsende
og kolde efterårstid.
Ingredienser:
250 g. Smør
250-300 g. Sukker (afhængig af hvilken slags du anvender)
3 store bananer
3 æg
70 g. Kokosmel
2 tsk. bagepulver
280 g. Mel
100 g. Mørk chokolade
Glasur:
40 g. smeltet/blødt smør
8 spsk. Flormelis
3 spsk kakaopulver (helst valhrona)
kogende vand
1,5 dl kokosmel
Sådan gør du:
Start med at piske smør og sukker cremet. Anvend hertil en
ske eller et piskeris. Derefter tilsættes æggene ét efter ét.
Bananen ’æltes’ eller ’trykkes’ blød i skrallen (så spare du
mere opvask), og blandes i dejen.
Kom til sidst kokosmel, mel og chokoladestykker i.
Når dejen er homogen og føles jævn og ensartet kommes den i
en smurt eller beklædt bageform hvorefter den bages i ovnen på midterste rille
i 30-35 min (afhængig af størrelsen)
Imens kan alle ingredienserne til glasuren blandes sammen. Den
skal ikke være for tynd, da den herved vil løbe for meget ned af kanterne men
omvendt vil en for tyk masse give en kvalm fornemmelse.
Når kagen er færdig og er blevet let lysbrun på toppen og
virker fast i kanterne, men stadig lidt tynd på midten tages den ud af ovnen og
køles af, indtil glasuren fordeles på toppen.
Sørg for at drysse med kokosmel straks
efter glasuren er smurt ud så det kan nå at sætte sig i den våde glasur.
Spis den straks imens den er varm og glasuren er flydende,
eller kom den i køleskabet og vent til det stivner. Begge dele fungerer supergodt.
God bagelyst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar