Viser opslag med etiketten Andet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Andet. Vis alle opslag

onsdag den 15. januar 2014

Flødeboller med lakrids- og rarbarberskum


Hjemmelavet flødeboller kan være noget af det fineste og lækreste, hvis man har god tid og er omhyggelig med dem. På den anden side kan de være lige så uappetitlige og kvalmende hvis de blive lavet i hast og uden kærlighed. Derfor er det vigtigt at sætte god tid af til det, da både skummets konsistens og chokoladens temperering helst skal være lige i skabet, så de ikke falder sammen eller får underlige hvide plamager på ydersiden fordi chokoladen ikke er tempereret godt nok. Så gør det nemlig ikke noget, at den færdige flødebolle bliver lidt skæv – kager er jo bedst når det både smager, men også ser, hjemmelavet ud. Disse er mine første hjemmelavet flødeboller nogensinde, så jeg blev ovenud glad, da den sidste flødebolle var blevet dyppet i chokolade og den stadig stod smukt og flot. Takkes skal min veninde der var med under hele processen!..
Opskriften er ligetil og ikke så kompliceret som det færdige resultat måske vidner om.
                                                                                                                          
Ingredienser:
Bund:
200 g, marcipan

Skum:
4 æggehvider
0,7 dl vand
200 g sukker
1 dl. rarbarberkompot
1 tsk. Lakridspulver

200 g. mørk og 200 g. hvid (koge)chokolade
Evt. frysetørret jordbær el. hindbær 

Sådan gør du:

Rul marcipanen ud på en bord drysset med flormelis, så den får en jævn tykkelse på ca. ½ cm. og stik små småkager ud med et glas (ca. 5 i diameter). De bages i 200 graders varmluftovn i ca. 5-7 minutter til de er gyldenbrune.


Imens koges vandet sammen med sukker for fuldt blus i et par minutter så det bliver til en sukkerlage og æggehviderne piskes stive. Derefter tilsættes sukkerlagen lidt ad gangen imens piskeriset stadig er i gang. Således bliver du ved i ca. 10 minutter til massen har guf-konsistens.


Nu vendes rarbarberkompotten eller lakridsen i ca. 1/3 del af skummen. Hvis du gerne vil have alle dine flødeboller med den ene eller anden smag, skal mængden af kompot eller lakrids justeres herefter.
Kom nu skummen i en sprøjtepose og form derefter flødebollerne på de afkølet marcipanbunde. Herefter bages de igen ved 180 grader varmluft i ca. 4 minutter.


Når flødebollerne er afkølede tempereres chokoladen, henholdsvis mørkt og hvidt fhver for sig og flødebollerne vendes i chokoladebadet.


Efter ca. 2 timer er chokoladen nogenlunde størknet (ved stuetemperatur) og du kan nu sætte tænderne i de dejlige flødeboller. 


Og mine blev altså heller ikke helt perfekte. Nogle lidt for store, andre lidt for små imens nogen såmænd slet ikke lignede en flødebolle - men sådan skal det være.


De holder sig i ca. 3-4 dage i en lukket beholder, men der er nu ingen grund til at lade dem ligge så længe - de smager jo ganske dejligt. 

tirsdag den 2. juli 2013

Omelet med asparges og Seranoskinke


Puha. . oven i al den prøvestress har der næsten ikke været tid til at blogge. ØV. Men jeg kommer stærkt igen med denne fantastiske omelet inspireret af den TWIN FOOD lavede for et par måneder siden. Den er simpel og hurtig og smager af friskhed og sommer. Derudover er den sund og knasende og meget præsentabel da den indeholder både grønne, gule, røde og lilla farver. Med andre ord, er der altså ingen undskyldninger for at lade være med at give sig i kast med den. Det gode ved omeletter er jo også at de kan spises til både morgen, middag og aften. Den kan varieres til det uendelige, og TWIN FOOD-bloggerne bruger fx tomat og svampe i stedet for det jeg bruger, nemlig asparges og løg.

Ingredienser:
6 æg
2 rødløg
1 peberfrugt
1 bundt asparges
4 skiver Serano skinke
salt og pepper
Becel til panden

Sådan gør du:


Kog asparges og hak dem til stykker på størrelse med en halv pegefinger.


Hak også løg og peberfrugt.


Skær halvdelen af parmaskinken i små stykker, den anden halvdel skal nemlig i ovnen for sig selv og blive sprød topping.


Derefter slås æggene ud i en skål og salt og pepper tilsættes under piskning.


Peberfrugt og løg svitses i  2 minutter på en stegepande med Becel hvorefter asparges og Seranostykker tilsættes.


Derefter hældes æggemassen over og der drysses evt. med solsikke-eller græskarkerner. Den skal nu i ovnen i ca. 20 minutter på 200 grader indtil den er hævet og blevet gyldenbrun.


Det er en let ret der ligger behageligt i maven og så smager den herligt – især med asparges i, nu hvor det er sæson.


Den spises med hjemmebagt brød eller ristet rugbrød, men kan også sagtens gå uden tilbehør.


Så bliver det ikke meget bedre. Sprødhed fra kerner og asparges og svampet helhedsfornemmelse som æggene tilfører. Perfekt til den saltede Seranoskinke og de søde rødløg.

lørdag den 15. juni 2013

Frugtpålæg med figner


I læseferien er jeg blevet helt vild med figner. Figner i alle afskygninger. Tørrede figner, figenruller, figner med mel og ikke mindst cremet figenpålæg. Første gang jeg smagte det var lidt af en tilfældighed. Jeg var i Føtex Food for at handle til aftensmad og kommer så til at gå forbi marmelade afdelingen (den lå nemlig lige ved siden af mysliafdelingen). Her finder jeg så ”frugtpålæg” stående på en hylde i samme øjenhøjde. Den røg fluks i indkøbskurven og en halv dag efter var kun ¼ tilbage. Det koster ikke mere end 24 kroner, men det smager som om det har kostet et formue. Da jeg kom hjem spiste jeg det nemlig sammen med græsk yoghurt – og hvilken oplevelse. Sødmen fra frugtpålæggen og den sure, drøje yoghurt var et dejligt match. Ikke kun pga. smagen, men frugtpålæggens cremede, næsten peanutbutter-agtige konsistens var helt uimodståelig i sammenspil med den lidt mere flydende, men stadig let faste yoghurt. Jeg var sikker på at en hjemmelavet udgave ville være endnu bedre.

Ingredienser:
80 g. abrikoser
80 g. stenfri svesker
150 g. figner
3 dl kogende vand

Sådan gør du:

Kom fignerne i blød i det kogende vand, og vent 30 minutter.


Kom nu de andre ingredienser i en blender og kom derefter også fignerne samt lidt af ”figenvandet” i.


Der blendes indtil konsistensen er cremet og smørbar.


Så skal det over i et glas, hvorefter det kommer i køleskabet til opbevaring.


Det kom meget til at ligner det man køber i Føtex, både med udseendet men mest af alt med smagen.


Det spises på ristet rugbrød eller som jeg gjorde, på græsk yoghurt med mysli, friske bær, druer og kokos. 

søndag den 19. maj 2013

Koldskål


Hvert forår bliver jeg altid lige overrasket over, at jeg har klaret igennem  en hel vinter uden koldskål. For hvor er det egenlig underligt at der er nogen der har bestemt at koldskål er en sommerspise og at risengrød er vinterspise. Hvis jeg har muligheden for det, spiser jeg med glæde risengrød om sommeren og koldskål imens der ligger sne. Det dejlige mellemmåltid som passer perfekt til en varm sommeraften eller efter en lang dag i skolen. Hvad er det, der gør det så lækkert? – er det vaniljen, kammerjunkerne eller er det fornemmelsen af koldt smagfuldt væske der glider ned i halsen? Jeg tror ikke på nogen af delene. Jeg tror på at det er de gode gamle barndomsminder der bliver fremkaldt. Hvem har ikke spist koldskål som barn og oplevet en glæde ved måltidet hver eneste gang. Selvom at det er en let udvej hvis maven er halvtom, er det stadig utrolig lækkert og mættende, så jeg tænkte at jeg ville prøve at lave mit eget og det gjorde jeg.

Ingredienser:
6 æggeblommer
3 vaniljestænger
2 tsk. Sukker
3 spsk. Rørsukker
0,6 dl A38
0,5 dl kærnemælk
Evt. en halv citron

Sådan gør du:


Udkern vaniljestængerne


Pisk hvidt sukker, æggeblommer og vaniljekorn til en luftig æggesnaps. Det kan godt tage lidt tid


Kom nu rørsukker i.


Derefter surmælksprodukterne.


Pisk på lav hastighed indtil massen er ensartet. Lad den stå i køleskabet i 30-40 minutter, så vaniljesmagen kan trækkes ud.


Serveres med kammerjunkere. 


Selv brugte jeg ikke citron, men min ynglings koldskål fra Arla er med citron, så hvis man har en i køleskabet anbefaler jeg at man prøver.


Det kan holde sig i op til 3 dage i køleskabet, men lav hellere små portioner flere gange, da det klart er bedst friskt, og så tager det ikke mere end 15 minutter at lave.