tirsdag den 1. januar 2013

Meyers brownie nytårsversion


Nytåret fejres på mange forskellige måder i de mange danske hjem. Nogen hygger med et glas champagne og sludrer året ind, andre danser det ind imens mange andre drikker og fester sig ind i det nye år. Alle måder er gode på sine egen måder. Selv har jeg prøvet dem alle og har endnu ikke fundet favoritten. I år var både venner og familie en del af min indtræden i det ny år, hvilket jeg føler var det helt rigtige. Vi gik året i møde med et tapas-tema samt raketter der fejede fødderne væk under os. Det var en suveræn aften. Og vi stod for desserten. Det sjoveste. Det mest smagfulde. Det sødeste og dér hvor man virkelig kan udfolde sin kreativitet i form af dekoration og eksperimenterer med forskellige former for konditori. Vi lavede 3 slags petit fours, frugtkompotter, citronskum, mandelhorn, hindbærmousse på marengsbund, kold appelsinsovs og ikke mindst Meyers brownies. Alt sammen serveret som små tapas-anretninger med friske bær og druer. Meyers brownies blev dog ikke helt spist op, men det var mine ynglings så her får i opskriften.

Ingredienser (1 bradepande)
375 g. god mørk smeltechokolade 70%
200 g. smør
8 æg
575 g. sukker
100 g. mel
½ tsk. Havsalt
3 spsk. Kakao
Blåbær, hindbær eller vindruer til pynt.

Sådan gør du:

Hak chokoladen groft.


Del smørret i mindre stykker.


Kom chokolade og smør i en gryde og lad det smelte under svag varme til massen er ensartet.


Pisk sukker og æg sammen med et piskeris. Brug ikke mere end 3 minutter, da massen ikke skal være superluftig. 


Rør den smeltede smør-chokolade-blanding sammen med sukker-ægge-blandingen.


Brug nu en si til at komme kakao, salt og mel i, og pisk dejen.


Dejen fordeles i en bageplade beklædt med bagepapir eller sprayet med fedtstof.


Her skal den bages i 40 minutter. Husk at det er vigtigt at der gerne må hænge lidt ved gaflen når du tjekker om en er færdig, da den bager sig selv færdig når den er kommet ud af oven og fordi den meget gerne må bevare dens svampet indre konsistens.


Til sidst skæres de ud i tern og serveres evt. med en frugtcreme, med frugtpinde eller med vaniljeis.


De kan holde sig i op til 2,5 uge i et køleskab. God bagelyst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar