Bagerens trøfler. De er svampede og lækre. Sådan helt
klistrede og saftige. De skal helst hænge lidt fast i ganen når man tygger på
dem. Og så skal krymmelet uden på knase en smule, men ikke for meget. Ikke for
meget, for så overdøver det selve trøflens klæbrige og svampede konsistens. Tivolikrymmel,
chokoladekrymmel og kokoskrymmel. Alle tre ingredienser er smukke og smager
sødt. Uanset hvilken én man vælger tænker man ´pyh ha, godt jeg ikke valgte
nogle af de andre, denne her er jo helt fantastisk god’.
I går fik jeg for første gang chancen for at lave trøfler,
fordi jeg havde for meget kage i overskud fra en kage jeg havde lavet dagen
før. Ja, FOR MEGET KAGE – man skulle ikke tro at det var muligt, men eftersom
jeg kun havde efterladt kanterne og lidt af midten i små uappetitlige stykker, måtte
trøfler være løsningen. Der blev 50 af dem, og jeg tog 49 styks med op på
skolen og delte dem ud sammen med den anden kage til de hårdtarbejdende
skuespiller og medvirkende i årets store musical, kaldet ’Mand over mønt’.
Efter en lang dag og ikke mindst hård uge, var det lige hvad der manglede… det
bragte stor begejstring. Den sidste trøffel delte mine forældre om aftenen. Eller dvs. at de skar den over i to, men da min mor havde spist den ene overtog grådigheden og hun måtte spise den anden.
Ingredienser:
En halv bradepande kagerester (chokoladekage, brownie osv.)
½ glas jordbærmarmelade
1,5 dl. Appelsinjuice
½ dl kokosmel
Krymmel til pynt
Sådan gør du:
Start med at smuldre kagen i en blender og start den
herefter så det bliver til krummer.
Tilsæt jordbærmarmelade, juice og kokos og blend igen.
Rør jævnligt rundt med en ske for at få det hele med i bunden
af blenderen.
Rul massen til passende kugler og rul dem derefter én efter én i det
valgte krymmel. Mine blev ret små, for det mente jeg passede bedst til anledningen, med de mange mennesker. De kan også laves til samme størrelse som bagerens, men de bliver virkelig fine når de er helt små.
Servér på et flot fad til sultne gæster eller blot til dig
selv og familien.
Du kan prøve dig frem ved at tilsætte revet appelsinskal eller hakket chokolade til blandingen og jeg ved at mange har haft held ved også at komme figner i. Nødder skulle også være godt.
Til krymmel kan du snildt anvende hakket mandler, pistacie eller dyppe dem i flydende mørk chokolade og lade det stivne - kun fantasien sætter grænser!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar