lørdag den 29. december 2012

Gammeldags julekager


Brunkager. Fedtkager. Julekager. Denne småkage er kendt under flere navne. Dens mange identiteter ændrer dog ikke på dens udsøgthed og bestemt heller ikke på dens gamle historie. Opskriften er fra 1930’erne. Dengang min mors mormor levede, dvs. min oldemor. Hun var meget begavet når det gjaldt madlavning og bagning og det er disse kager et glimrende eksempel på. Småkagerne er sprøde med et semiblødt indre og så smager de af jul. Jul med masser af jul på. Gæster plejer først at være lidt skeptiske for ”det er jo ikke brunkager eller vaniljekranse, hvad er det egentlig?” – lyder deres bemærkning ofte. Dertil svarer jeg at ”nej, det er det ikke, de her er 100 gange bedre og meget mere specielle”. Med en langsom håndbevægelse lægger de forsigtigt en småkage på tungen, klar med et glas vand i den anden. De tager en bid, overvejer situationen, tager en lidt større bid og gufler oftest resten i sig. Det er nok anerkendelse til mig.

Ingredienser:
500 g. mel
250 g. sukker
250 g. rent svinefedt
150 g. margarine
1 æg
1 knivspids hjortetaksalt
6 spsk. Kakaopulver

Sådan gør du:

Fedt og smør smletes langsomt i en gryde.


Mel, æg og sukker samt hjortetaksalt kommes over i en skål.


Fedtstoffet hældes over i skålen sammen med kakaoen.


Blandingen æltes til en klistret men fast dej. Kom den derefter i køleskabet i mindst 2 timer til den er ordentlig fast og hård.


Rul dejen til pølser og skær dem i en størrelse der svarer til ét tommelfingerled.


Rul dem til kugler.


Og tryk dem flade emd en flad tommelfinger.


De skal nu bages i ovnen ved 140 grader i 20 minutter. Husk at de har bedst af at stå 15 minutter inden smagning, da de er meget bløde lige når kommer ud af ovnen.


De smager fantastisk til kaffe/te-bordet, eller bare som snack. De kan holde sig i ca 3 uger hvis de overlever så længe. God bagning. 

onsdag den 26. december 2012

Vaniljekranse


Småkagebagning er endnu en af glæderne ved julen. En af de absolut ældste traditioner vi har hjemme hos mig, er vaniljekransebagning. Det er en umulig opgave at give sig i kast med dem alene, og lige netop derfor er det noget af det mest hyggelige at få de indendørs vinterjuletimer til at gå med. Den gamle maskine samles, forklæderne tages op fra skuffen og ærmerne smørres op, når småkagebagningen år efter år igen træder inden døre. Da jeg var mindre var det et helt dagsprojekt, men siden da, er dejen blevet en anelse lettere at håndtere som resultat af de mange brød, småkager og kager jeg har formet og haft i ovnen siden. Opskriften er gammel. Meget gammel. Og ligesom alle andre danskere er jeg ikke tilbøjelig til at prøve at bage ud fra andre opskrifter, da lige bestemt denne opskrift vækker nogle helt særlige minder i mig. Dog kommer jeg altid lige lidt mere vanilje i end sidste år, da min kærlighed til madlavning og bagning kun er vokset i takt med min kærlighed til vaniljesukker og stænger som årene er gået. Selvom i sikkert er så glade for jeres egen opskrift, at i ikke skænker det en tanke at prøve en anden,  vil jeg alligevel dele min opskrift på de perfekte kranse.

Ingredienser:
500 g. mel
250 g. sukker
250 g. margarine
4 tsk. vaniljesukker
2 æg
1 vaniljestang

Sådan gør du:

Sukker og mel blandes i en skål.


Tilsæt æggene.


Udkern vaniljestangen og tilsæt den i skålen.


Magerinen smeltes eller smuldres i.


Kødhakkemaskinen eller vaniljekransemaskinen samles og sættes fast på et bord.


Dejen æltes grundigt indtil klumperne er udjævnet og den kommes nu i køleskabet i 20 min. Det er vigtigt at den er fast så måske skal der lidt mere mel til.


Efter de 20 minutter presses vaniljekransedejen ned i kødhakkeren og der drejes rundt på maskinen.


De lange dejorme formes til ringe.


Fordeleles på en bageplade og kommes i ovnen i 10-14 minutter i en 170 graders varmluft ovn.


De SKAL være hårde, det er nemlig det der gør dem helt ekseptionelle. Spis dem til en kop kakao eller en god kop latte.


De skal opbevares i lukkede beholdere, og holder sig ca. 1 måned. Vores maskine gik desværre i stykker under bagningen, så vi måtte lave resten af dejen til ovalformer. God bagelyst.

lørdag den 22. december 2012

Langtidshævede mysliboller


Det er svært at lægge skjul på, at jeg er en kæmpe myslifan. Til morgenmad, til mellemmåltider og til frokost. Ja, selv til aftensmad hvis det var muligt. Det er det, men kød og grønt er jo også en nødvendighed. For at lave en kombination af måden at spise mysli på, har jeg kastet mig ud i en myslibolle-opskrift. Da jeg fik idéen var jeg sammen med min mor, taget i byen for at handle julegaver til familien. Det var i 12-fritkvarteret, så vi havde ikke mere end 30 minutter at gøre godt med, så det skulle være hurtigt og effektivt. Da vi havde ordnet ærinderne, var der 5 minutter i overskud. De skulle ikke spildes, så da vi kom forbi Jeremys bread i Mejlgade, kunne vi ikke dy os. Myslibollerene fristede og maven skreg, der var ikke noget at gøre, myslibollen måtte bare ned… og det kom den, med stor tilfredsstillelse. Her er mit forsøg på at gøre det ligeså godt.

Ingredienser:
2 spsk. surdej
gær på størrelse med en ært
6 dl koldt vand
1 dl rosiner
200 gram mysli (axa guldmysli)
500 g hvedemel eller ølandshvedemel
2 tsk. Salt

Sådan gør du:

Start med at komme surdej og gær i en stor skål, derefter det kolde vand.


Derefter tilsættes salt.



Lidt efter lidt kommer hvedemelet i, men hold gerne 200 gram tilbage.


Og mysli. Hvis du har ekstra hasselnødder hakkes de gerne i halve og kommes også i.


Nu blandes resten af hvedemelet i sammen med ekstra rosiner alt efter behov.


Dejen røres færdig, den skal være klistret, men ikke våd, hvorefter den kommes i køleskabet natten over.


Dejen tages ud af køleskabet, formes til boller og lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Her hæver de i 2-3 timer.


De pensles nu med kaffe, æg eller mælk.


De kommes i en 200 grades varm varmluftovn og bages i 16 minutter.


Hvis du elsker mysli og brød bliver disse boller helt sikkert en succes. 


Og selvfølgelig spises de uden pålæg imens de stadig er varme. God appetit. 

fredag den 21. december 2012

Butterdejstærte


Det smager ligeså lækkert som det lyder. En sprød kant, en ordentlig masse fyld bestående af helbladet spinaet, kylling og rejer, samt en let saltet ægge-mælkemasse til at holde fyldet sammen. I dag har været dagen hvor næsten hele Danmark har fået juleferie. Men også dagen hvor jorden går under? Hvis jorden går under er det ikke værd at poste indlægget, men hvis ikke, er jeg sikker på at mange ville få glæde af denne nemme, sunde og lækre opskrift i løbet af de travle juledage. Selv er jeg overbevist om at i aften ikke var sidste aften med retten, og dermed at jorden ikke går under. Andre frygter undergangen og har derfor ikke købt julegaver og er nu i gang med at tilberede deres sidste måltid. Ja ja, hvis jorden virkelig har tænkt sig at gå under, kan jeg i det mindste være glad for at denne tærte var mit sidste måltid. Længe har jeg ikke smagt noget så velsmagende. Hvis du vil gøre noget godt for dig selv, så skynd dig at lav denne ukomplicerede tærte inden det er for sent. Held og lykke.

Ingredienser:
200 g. helbladdet frosset spinat
1 kyllingebryst
150 g rejer
2 butterdejsplader
salt
pepper
6 æg
2 dl mælk

Sådan gør du:



Kom spinat i en si og kom den over i en gryde med kogende vand, så spinaten bliver optøet.


Rejerne tages ud af fryseren og lægges på servietter for at tø op.


Butterdejspladen rulles efter 20 minutters stuetemperatur ud til A4-størrelse og lægges over i et fad.


Den bages i 10 minutter.


Nu fordeles kylling, spinat og rejer i den halvbagte butterdej.


Æggene klækkes og piskes med salt, pepper og mælk. Æggeblandingen hældes ud over den fyldte tærte og kommes i oven i 35 minutter.


Den tages ud af ovnen og køer af i 10 minutter. 


Spises uden tilbehør eller kun med broccoli. Den er nok i sig selv.