onsdag den 26. september 2012

Lakse – broccoli tærte


Jeg har nu fundet endnu en grund til hvorfor weekenden er højdepunktet på ugen. Selvfølgelig bidrager de lange bade, de mange timers søvn og de fede fester også, men mest af er det fordi der bliver tid til gode middage, cafébesøg og brunch sammen med familien og vennerne. I sidste weekend var det mig der var gæsten, hvor der blev serveret baconsvøbte kyllingestykker, spareribs, jordbærsalat, hjemmebagt brød, jordbærtærte og små franske kager. I dag var det mig der var værten, og jeg kastede mig derfor ud i en tærte. Efter min mening er det altid en sikker vinder. Pigerne jeg spiser sammen med, sætter også stor pris på god mad, og vi har derfor opfundet disse ugentlige madaftener hvor vi hver i sær tager en ret med og skiftes til at lægge hus til. Den, hvis hus det forgår i, skal lave varm mad imens de to gæster sørger for henholdsvis tilbehør så som brød og salat, og dessert. På en halvkedelig lektiesøndag er det lige hvad man har brug for.
Tærten har jeg lavet mange gange før, men hver gang har jeg afprøvet en ny bund. Jeg har først postet opskriften nu, da jeg de forrige gange ikke har været helt tilfreds med resultatet. Men denne gang nærmer jeg mig noget godt!

Ingredienser (til 2 tærter):
Dej:
280 g. Alm hvedemel
60 g. Ølandshvedemel
80 g. Fint durum mel
1 æg
230 g. Smør (kan erstattes af en mindre mængde Becel 3%)
2 tsk salt
¾ dl vand

Fyld:
1,5 hoved broccoli
Ost til toppen
12 æg (afhængig af str.)
6 dl mælk
Salt
Pepper
300 g. laks
2 rødløg

Sådan gør du:


Start med at smuldre det kolde smør i melet, så det kommer til at ligne revet ost. 


Kom derefter æg, vand og salt i og


Saml den nu hurtigt, så den bliver fast og let fedtet men ikke klistret.


Derefter skal den rulles ud til en cirkel på ca. 1-1,5 cm tykkelse. Sørg for at den kan slippe bordpladen nemt, ved at drysse med (meget) lidt mel. 


Så skal den løftes over og i formen der er beklædt med bagepapir i bunden eller smurt med smør eller margarine. For at få en ens tykkelse over det hele kan man bruge sine fingre til at trykke den lige. Herefter skal de stilles i køleskabet indtil 12 timer før spisetid.
Når den har været i køleskabet lidt tid, tages formene ud af køleskabet, prikkes med en gaffel for at give den luft, og stilles i den 200 grader varme ovn til forbagning i ca. 10-15 min. Pas på at den ikke bliver for mørk i siderne, for det er trodsalt forbagning.


Imens kan fyldet forberedes. Hvis laksen er frossen skal den ud af fryseren til afkøling. Løgnene hakkes til halvgrove stykker på et skærebrat med en skarp kniv. De kan udelades hvis nødvendigt. Skær laksen i mindre stykker og ligeså med broccolien. Ca. tommelfingerstørrelse.


Æggene slåes ud og røres med mælken til en flydende konsistens, hvorefter lidt salt og en del peber tilsættes. Hellere for lidt end for meget, husk det.


Alt fyldet skal nu fordeles i de halvbagte tærter og den revne ost drysses i et tyndt lag (efter smag og behag) henover, for at give en saltet og lækker top. Dette kan dog også udelades.


Når tærterne har fået en fin brun overflade efter ca 30- 35 min. i en varmluftovn på 200 grader og ser nogenlunde faste ud, stikkes en gaffel i for at være helt sikker, hvorefter de tages ud af ovnen og køler af i 5 min. inden servering.


Til tærten blev serveret mozerella - tomat - pesto salat med hjemmedyrket tomater. 


Desserten bestod af hjemmelavet coldstone is. Det var superlækkert, hvilket er ret irriterende for det gør det kun sværere for mig at leve op til standarden. Her er et par billeder: 


Til den hjemmelavet coldstone anvendte vi peanutbutter, lakridsrodpulver, hindbærmarmelade, kyskager, browniestykker, cookies, mørk chokolade, kokos, blåbær, pære, vingummier, mandler, honning og jordbærsukker. Jeg anbefaler kræftigt at lave dette til en tøsemiddag. Det er nemt, lækkert og superhyggeligt at lave sammen. 


God arbejdslyst. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar