tirsdag den 18. juni 2013

Banankage med marcipan og birkes


Når hele køleskabet stinker af halvgamle bananer, må der handles. Hurtigt. Så det gjorde jeg. Rigtig hurtigt. Fandt en opskrift på banankage med birkes og tænkte at marcipan ikke ville skade. Det var helt rigtigt. De cremede bananer bidrager til en svampet og klæg konsistens. Marcipanen får den til at smage sødt af mandler. Vidunderlig sammensætning. Kæmpe succes. Kagen skal helt sikkert laves igen. Måske med chokoladestykker i?. Hvid chokolade. Et par mandler ville heller ikke skade. Ud af denne portion kom 9 små muffins og én stor kage. Den halve kage og 3 af muffinene er allerede spist. Der er altså kun gået en halv dag.

Ingredienser:
180 g. smør
250 g. sukker
200 g. marcipan
2 spsk vaniljepulver
1,5 tsk. Bagepulver
3-4 æg (afhængig af størrelsen)
300 g. mel
5 bløde bananer
½ dl. Birkesfrø, helst blå
1 dl mælk

Sådan gør du:


Pisk sukker og smør så konsistensen er ensartet. Smuldr derefter marcipanen i og pisk indtil massen er cremet.


Kom nu vaniljepulver og bagepulver i og pisk igen.


Tilsæt derefter æggene og pisk endnu engang.


Nu skal bananerne i - og som i kan se billedet, ser de ikke for friske ud - men bare rolig, det tager kagen slet ikke skade af.


Til sidst skal der piskes endnu engang, denne gang med mel og birkes tilsat. Hvis konsistensen er for hård, kan mælken tilsættes.


Dejen skal nu i en springform eller i muffinsforme.


Den store kage skal bages i ca. 35 minutter på 180 grader i en varmluftsovn. Muffinerne skal have 20-25 minutter.


Den var lækker og svampet indvendig og havde en sprød og sød skorpe.


Muffinsne blev lige så gode. Især med lidt smeltet chokolade på toppen. Græsk yoghurt gør det også glimrende som tilbehør.


Jeg har aldrig sat tænderne i en banankage bedre en denne her. Smagen var rig og fyldig og konsistensen fast og luftig på samme tid – helt fuldstændig perfekt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar