lørdag den 3. november 2012

Gammeldags æblekage


De sidste æbler er netop blevet taget ned fra vores 8 æbletræer. Kun 11 stk. var tilbage efter et efterår med en god høst. Dog havde de sidste hængt der så længe, at de ikke kunne spises råt, og NEJ de skulle ikke smides ud. Som i nok har bemærket, har jeg i den sidste tid været glad for at anvende (tillad mig at kalde det) havens juveler, i min madlavning. Dette, fordi jeg så sent som i en alder af 16 år endelig bemærkede dets adskillige kvaliteter. Sundt, syrligt, surt, sødt, saftigt og smagfuld… alle de s’er, alle de kvaliteter! Og så er der altså næsten heller ikke noget bedre, end når hele huset dufter af kogte æbler og vanilje på en lidt regnfuld og mørk efterårsdag. For selvfølgelig skulle de sidste æbler bruges på en gammeldags æblekage. I ved, den med flødeskum, knuste markroner og i min udgave også med hjemmelavet mysli på toppen. Det er den helt rigtige måde at vinke farvel til efteråret og sige goddag til vinteren.

Ingredienser:
2 spsk. Vaniljepulver
11 æbler
1,5 dl vand
Piskefløde
Makroner
Evt. rasp blandet med sukker
Evt. bær eller mysli til topping

Sådan gør du:


Start med at pluk dine æbler i haven.


Derefter skrælles de og skæres i både eller tern.


Så kommes æblerne over i en gryde hvori vandet bliver tilsat og blusset bliver skruet op på mediumvarme hvorefter der lægges låg så æblerne langsomt kan koge ind.


Når æblerne er begyndt at blive bløde tilsættes vaniljepulver, eller endnu bedre 1,5 vaniljestang.


Låget lægges igen på gryden, og når æblerne ser ud til at være blevet til mos, tages den af varmen.


Nu skal den i køleskabet indtil den er blevet kold, hvilket ca. tager 3 timer.


Når den er kold, piskes fløden.


Makronerne knuses i en pose og kommes i en skål.


Mysli eller topping stilles frem.


Og så er der serveret god gammeldags æblekage. Hér har jeg selv lavet min egen personlige æblekage, men det kan også anrettes som én stor skål. 


Hvis man er til den sunde udgave kan man erstatte sin flødeskum med græsk yoghurt. Det er slet ikke det samme, men hvis fløde er et no-go er det en udmærket erstatning, dog bliver serveringen mere over i morgenmadsgaden frem for dessertgaden. Eksperimenter gerne med forskellige former for drys/topping alla bær, syltetøj, gelé eller nødder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar