onsdag den 26. september 2012

Tomatsuppe


Den første uge i sommerferien var jeg med en veninde i sommerhus i Tversted. I anledning af invitationen følte jeg mig forpligtet til at give en lille takkegave. Eftersom jeg ved, at de er en meget madglad familie, fandt jeg det oplagt med en kogebog. Valget faldt på bogen over alle bøger nemlig ´Jamies mad på 30 min.’ som jeg også selv har haft stor glæde af. På ankomstdagen i Tværsted gav jeg dem gaven, og begejstringen var så stor, at de straks ville afprøve en af opskrifterne. Tomatsuppen tiltalte alle, så min veninde og jeg cyklede fluks op og købte ind i det lokale supermarked, og så snart vi kom hjem begyndte vi. Det skal dog siges, at det er forholdsvis overlegent at lave retten på 30 min. Kun Jamie Oliver kan nå det inden for denne tid. For øvrigt kan jeg bredt anbefale bogen, da der er mange delikate og ukompliceret hverdagsretter, som ikke tager mere end 1 time at lave. Der er flotte billeder af alle de færdige retter samt af arbejdsprocessen.

Af alle supper jeg har smagt, er der kun to, der har vundet mit hjerte. Den ene er en kartoffelporresuppe, som tager en halv dag at lave. Den anden er denne Tomatsuppe. I modsætning til kartoffelporre suppen tager den kun 40 min. at lave, og resterne kan nemt fryses ned og anvendes til senere brug.

Ingredienser (til 4 personer):
1 kg. cherrytomater på stilk
4 store tomater
1 frisk rød chili (nøjes med at lave en halv hvis den er stærk)
4 fed hvidløg
2 små rødløg
4 spsk. balsamicoeddike
1 bdt. frisk basilikum
Lidt olivenolie
Salt
pepper
Evt. cremefraiche til servering.

Sådan gør du:

Tænd først ovnen på 220 grader og pluk tomaterne af stilkene, men lad nogle af de grønne toppe sidde tilbage. Skær de store tomater i kvarter og fordel alle tomaterne i et fad eller på en braddepande. Dryp lidt olivenolie over og krydr med salt og pepper. Flæk og udkern chilien og vend den i tomaterne sammen med de 4 pillede og kvaste fed hvidløg.


Sæt fadet eller bradepanden øverst i ovnen i 12-15 minutter i ovnen på 220 grader.


Pil nu løgene, hak dem groft og kom dem op i en varm gryde med lidt olivenolie og salt. Lad kogepladen være på middelvarme mens du jævnligt rører rundt indtil løgene er bløde. Tilsæt derefter balsamicoeddiken og lad den koge ind.


Når tomaterne har fået nok, tager du dem ud af ovnen og hælder dem op i gryden med løg. Alt fra gryden skal derefter forsigtigt hældes over i en blender (eller blive liggende hvis man har en stavblender). hvis du anvender blenderen skal du gøre det i to omgange. Tilsæt næsten al basilikum og blitz det hele til det får en grov konsistens som på billedet. Smag suppen til med salt og pepper.


Hæld det hele op en serveringsskål, med en suppeske. Suppen er temmelig stærk, så servér den evt. med lidt cremefraiche og friske basilikumsblade. 


Det Langtidshævet pandebrød fra den 13. november smager yders lækkert til. 
Du kan også lave croutoner som tilbehør. Til dem skal du bruge 1 stort ciabattabrød, som du deler over i 10-15 lige store stykker på en bradepande. Derefter skal du dryppe stykkerne med lidt olivenolie og et nip salt. De skal have 220 grader på nederste rille i ovnen, indtil de bliver sprøde og får en gylden overflade. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar