onsdag den 26. september 2012

Det perfekte brød


Det er efterhånden ved at være alt for længe siden jeg sidst skrev herinde. En af grundende må være mit gode, men meget travle efterskoleliv. Men denne weekend er jeg hjemme og i får nu en opskrift på noget jeg længe har søgt, nemlig det perfekte brød. De sidste par weekender hvor jeg har været hjemme har jeg eksperimenteret meget med surdej, fordej og grydebrød. Claus Mayer laver et helt fantastisk Ciabatta brød, og eftersom jeg har meget svært ved at slippe hans kombination af tørt og vådt, besluttede jeg mig for at tage udgangspunkt i dette. Når så brødet samtidig bliver bagt i en gryde med lidt havregryn, opnår man ifølge min mening den mest fantastiske sprøde krumme. Den lidt svampede, luftige og samtidig bløde konsistens kombineret med den gyldenbrune, knasende skorpe af overflade, gør at brødet får en ganske unik smag. Jeg håber og tror at i har det ligesådan, når i smager det. En pige fra efterskolen er i hvert fald overbevist om, at det ligger lige i hendes smag. Hende og jeg har oprettet en klub, hvor vi kan dele opskrifter på både stort og småt, samt mad-erfaringer og oplevelser. Så bliver det jo kun dobbelt så fedt når vores passion for god mad (især det søde) er store konkurrenter. Fedt at møde nogen mennesker på efterskolen med samme interesse som en selv.

Brødet blev spist i selvskab med de gamle, en klat smør og den fuldstændig sindssyge nyhed, at jeg er kommet ind på Århus Katedralskole næste år. Der findes virkelig ingen bedre start på dagen end løbetur, hjemmebag, gode nyheder og familie. Hav en dejlig lørdag.


Ingredienser 
Til fordej:
250 g. hvedemel el. tipo 00 mel
50 g havregryn el. store havregrynsflager
3 dl. koldt vand
gær på str. med en ært (og evt. 2 tsk surdej hvis du har det)
2 tsk. salt

Dagen efter
400 g. hvedemel el. tipo 00 mel
2 tsk. salt
3 dl. koldt vand


Sådan gør du:

Dag1:
Opløs gæren i vandet og hæld mel og salt i.


Dejen er meget klistret og flydende men det er meningen. Derefter lægger du et låg over skålen og lader den hæve mindst 8 timer, eller natten over ved stuetemperatur.

Dag2:
Rør mel, salt og vand godt ud i fordejen fra dagen før og lad dejen hæve i skålen i 1 time. Det er stadig meningen at det skal være klistret. Når så dejen har hævet i ca. en halv time tænder du ovnen på 250 og tager samtidig en ovnfast gryde med ind. Når så gryden og ovnen er varm efter en halv time, tager du gryden ud, hælder dejen over i, og lægger låg på når den er kommet i ovnen. Her skal den have 30 min, og efter det tages låget af og den skal nu bage yderligere 20 min.
Så er den færdig. Måske syntes du at det lyder lidt underligt at der ikke skal bagepapir eller olie i den ovnfaste gryde, men når brødet er færdigt er det altså intet problem bare at vende den over på en rist.


Det smager GUDEskønt, især med varmt leverpostej, ny ost eller blot lidt smør.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar