onsdag den 26. september 2012

Solbakkeboller


Vejret var både gråt og tåget en dag for et par måneder siden, så familien og jeg blev hurtigt enige om at tage i biografen. Vi havde ikke planlagt noget aftensmad, og havde absolut ingenting i køleskabet. Fordi vi var i sommerhus, havde vi heller ingen opskrifter eller kogebøger. Alligevel overtalte jeg mig selv til at lave nogle boller, ud af hvad jeg kunne finde. Fordi vi skulle skynde os ud af døren, havde dejen ikke meget tid til at hæve. Efterfølgende har jeg derfor eksperimenteret med at forbedre opskriften, og syntes nu, at jeg har ramt en god hævningbalance.
Jeg kombinerede mine yndlingskerner med en grunddej (dog med æggeblommer), og ud af ovnen kom nogle smukke luftige boller, som var helt perfekte til sandwich.  Skyndte mig at skrive opskriften ned – og i kan tro jeg blev populær!...

Ingredienser:
3,5 dl. Ylette el. andet youghurt
1 dl solsikkekerner
1,5 dl kogende vand
50 gram gær
2 æggeblommer
600-800 gram hvedemel
0,5 dl. Sesamfrø

Sådan gør du:

Kom solsikkekernerne i en gryde og lad dem koge i vandet til de bliver bløde. Lad det køle af i ca.7 min.


 Bland derefter både vandet og solsikkekernerne i en skål med gær og ylette.


Rør æggeblommer, mel og sesamfrø i. det kan lyde lidt mærkeligt at der både skal æggeblommer og gær i, men jeg har prøvet at undvære den ene eller den anden ingrediens før, og de får ganske enkelt ikke den samme lethed. Det er vigtigt at du holder lidt af melet tilbage da den kun skal være let klistret og luftig.
  

Stil dejen til hævning et varmt sted med et viskestykke over i 30-45 min. eller til den ser ud som på billedet. 


Dup hænderne godt ind i mel før du former dejen til boller på ca. 12 x 6 cm, hvis det er til sandwich-brug. Husk at de ikke skal æltes, men blot formes. Håndter derfor dejen forsigtigt, da dette er med til at gøre dem mere luftige. Herefter lægger du dem på en bageplade til efterhævning i 25 min.
Undgå at pensle dem, da de er lækre når de er lidt melet. Bag bollerne i ca. 25 min. ved 200 grader eller til de får en flot lysegylden farve på toppen.


Det gode ved denne opskrift er, at de både kan bruges som sandwichbrød, boller og franskbrød. De smager bedst nybagte, men du kan uden bekymring sagtens lægge dem i fryseren og gemme dem til senere brug. Jeg anbefaler at serevere dem nybagte med smør og god ost som pålæg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar