onsdag den 26. september 2012

Parmasvøbt kyllingebryst med jordbærsalat


Efterskolen er slut. Øv med øv på. Endnu et år er fortid og hold fast det er trist. Så trist at man næsten kunne få lyst til at gå under jorden – eller, måske bare spise sig mæt i en masse god mad sammen med vennerne?... Det lyder nu heller ikke så ringe endda. Den allerførste dag i sommerferien blev min familie og jeg inviteret over til nogle venner som vi har kendt siden første dag i børnehaven. ’En sommermiddag på terrassen’ – lød invitationen. Det kunne vi ikke sige nej til. Selvfølgelig havde de linet op med lækre drinks, røget lakseruller med krydderier og dild, ristet brød med cremet ost og honning samt en masse lækre nødder. Og dette kun til forret. Som om dette ikke skulle have overbevist os nok om deres uopnåelige kunstneriske og kreative evner i et køkken, lavede de en hovedret der levede mere end op til den vanvittige standard. Det er bl.a. salaten fra denne jeg vil prøve at gengive i dette indlæg. Til dessert stod den på mel-fri kage alla flødecreme med sommerbær på en fast bund af knuste nødder. Hvad siger i så? – vi sagde i hvert fald mange tak for mad og rullede derefter af sted på vores fyldte maver, overrasket og overvældet over den helt fantastiske aften og den helt fantastiske mad.
Det var en af de absolut hyggeligste aftener i hele sommeren. Stemningen og humøret var i top på trods af afslutningen på efterskolen. Måske fordi en lang sommerferie med udland, sommerhus, fest og farver kom os i møde? J

Ingredienser: (til 4 personer)
4 kyllingebryst
ét nip salt
ét nip pepper
6 skiver parmaskinke
4 friske salvieblade
2 spsk. olie til fadet

Salat:
¾ bakke jordbær
75 g. Hjemmeskåret feta
Babysalat Icebergsalat
Honningristet nødder el. Hjemmelavet mysli

Dressing:
½ dl hvid balsamicoeddike
et fed hvidløg
et nip salt
et nip pepper
3 spsk. akaciehonning.
¾ dl. citronolivenolie (eller olie blandet med citron)

Sådan gør du:


Tænd ovnen på 200 g. Start så med at lægge kyllingerne over på et skærebræt hvor det værste overskydende fedt bliver fraskåret. Derefter lægges ét salvieblad pr. kylling ovenpå kyllingen og der drysses med salt og pepper.


Derefter fordeles parmaskinken omkring kyllingebrystet og der drysses igen med salt og pepper. Nu skal de lægges over på et ovnfast fad dryppet med olie, og i ovnen i ca. 25-30 min afhængig af størrelsen.


Til salatdressingen som absolut er prikken over i’et, starter man med at blande balsamicoeddike, hvidløg, salt, pepper og honning sammen, til det hele er jævnt og honningen er opløst. 


For at samle dressingen kommes der til sidst citronolivenolie i, og der røres rundt til den er fin og jævn.


Hvis man går efter den enkle nøddeblanding lyder opskriften således: kom én spsk. honning på panden ved middelhøj varme og lad det blive helt flydende. Derefter tilsættes ønskede mængde nødder (1,5 dl. solsikkekerner + 1,5 dl. græskarkerner) til panden og der røres jævnligt indtil kernerne har opnået en gyldenbrun farve.


Herefter slukkes komfuret og de lægges over på et stykke bagepapir til afkøling og tørring. De skal til sidst serveres ovenpå salaten som et sprødt og sødt lille ’ekstra’.


Til jordbærsalaten skæres icebergsalaten og lægges over i et fladt, præsentabelt salatfad, hvorefter babyspinat blandes i. Så skæres bærrene halvt over alt imens fetaen bliver skåret i tern svarende til størrelsen på en centicube.


Først blandes dressingen i, hvorefter jordbærene og fetaen fordeles over. Til sidst drysses den med kernerne.


Så er det blevet tid til at tage kyllingen ud. 
Servér det med et friskbagt brød samt nogle danske kartofler med parmesanost, citron, pinjekerner og græskarkerner. Det burde stille sulten. Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar