tirsdag den 27. august 2013

Træstammer


Smid aldrig gamle eller uinteressante kagerester ud. De kan sagtens genbruges til enten romkugler eller træstammer og hvem elsker ikke en saftig romkugle eller en blød træstamme med marcipanovertræk?. Det kræver næsten ingen ingredienser og er faktisk rimelig nemt hvis bare man er ejer af en blender. Som i nok kan gætte kom mine kagerester fra jubilæumskagen, så mine træstammer bestod altså af chokoladekage, nødde-marengsbund og et lille stykke hindbærkage. Man kan justere ingredienserne alt efter hvilke kagerester man bruger, for er det en brownie skal der nok ikke mere kakao i, og hvis der ikke er nødder i, kan der tilsættes lidt mandler. Kun fantasien sætter grænser. Mine kom til at smage rigtig lækkert, hvilket kun kan skyldes alle de smagsprøver... Så HUSK at smag til, så bliver de altså bedst.

Ingredienser:
700 g. kagerester
1 glas hindbær/jordbær syltetøj (200 g.)
1,5 spsk. Romessens
1 dl kakaopulver
80 g. marcipan
2 dl havregryn
1 dl solbær (kan udelades)
Flourmelis til marcipanen når den skal rulles ud

Derudover skal du bruge 180g. marcipan til overtræk og 150 g. chokolade til dyppelse af enderne

Sådan gør du:


Find dine kagerester frem


Smuldr dem i en blender og tænd på start og tilsæt lidt efter lidt solbærene. 


Når kagen er nogenlunde smuldrede tilsættes syltetøjet lidt efter lidt og derefter marcipan og til sidst kakao og romessens.

Nu rulles kagemassen til pølser og kommes i køleskabet.
                                    
 
Imens rulles marcipanen ud på et tyndt lag af flormelis til en tykkelse på 3 minimeter. Når den er rullet, tages kagepølserne ud af køleskabet og marcipanen foldes fint omkring den.


Derefter sættes de på køl igen hvorefter chokoladen koges. 


Når chokoladen er flydende dyppes eller smørres den på enderne af marcipan-rullerne.


Når chokoladen er stivnet i køleskabet er de færdige. Måske er det ikke den pæneste kage, men det har heldigvis ingen indflydelse på smagen.


<a href="http://www.bloglovin.com/blog/10455421/?claim=bmu8xj7megk">Follow my blog with Bloglovin</a>

Ingen kommentarer:

Send en kommentar