fredag den 15. november 2013

Banankage med topping af cookie-dough


I mandags var det bagerens fødselsdag. Det var den 11/11 eller ”ælte i ælte”, som vi siger i Jylland. Desværre fandt jeg først ud af dette, da min søster mindede mig om det og der var det altså blevet for sent til at gå i gang med et bageprojekt. Øv. Men idéerne – ja, de blev vendt og drejet og funderet over hele natten lang og også den følgende dag i skolen. Jeg har længe haft i tankerne at lave en kage med rå cookie-dough-topping, så det blev det altså. Samtidig er jeg helt vild med banankage for tiden, så hvorfor ikke kombinere disse to formidable enheder og lade dem indgå i én stor lykke af en vidunderkage? Det var nogenlunde disse overvejelser jeg gjorde mig inden bagningen, så mine forventninger var altså tårnhøje. Jeg kan nu sige at den færdige kage levede godt og grundigt op til disse. Måske overgik den dem endda?

Ingredienser:
Til kagedej
200 g smør
300 g sukker
3-4 æg
4 store bananer
2 spsk. Vaniljepulver
1,5 tsk. Bagepulver
1 dl. Mælk
1 dl græsk yoghurt
250 g. hvedemel

Cookie-dough:
120 g smør
1,5 dl brun farin
2,5 dl sukker
1,5 dl græsk yoghurt
2-4 dl hvedemel
1 dl grovvalset havregryn
250 g. nødder (hasselnødder og mandler)
1 spsk. Vaniljepulver
1 tsk. Salt
200 g. mørk chokolade og 100 g. friske blåbær

Sådan gør du:

Til banankagedejen piskes sukker smør hvorefter æggene tilsættes. Når massen er ensartet tilsættes vaniljesukker og bagepulver og dejen piskes yderligere.


Derefter tilsættes bananerne og piskes i dejen, hvorefter græsk yoghurt og mælk også hældes i. Til sidst piskes mel i.


Dejen hældes i en bageform og bages i 35 minutter ved 180 grader til farven er gyldenbrun kagen er gennembagt. Vær opmærksom på at den godt kan være færdigbagt selvom der hænger lidt dej fast på den skarpe stikke-genstand du bruger til at tjekke – det er blot bananerne der er saftige.


Til cookie-dough-topping piskes smør, brun farin og sukker hvorefter græsk yoghurt, vaniljepulver og salt tilsættes. Derefter piskes mel med i.


Nødderne blendes eller hakkes groft og vendes i dejen sammen grovvalset havregryn


...og groft hakket chokoladestykker. Hvis kagen ikke er færdig endnu, opbevares cookie-doughen i køleskabet.


Når kagen er færdig tages den ud af ovnen og afkøles hvorefter cookie-dough-topping fordeles i et 2-centimeters lag oven på banankagen. Tilsidst toppes den med blåbær og sættes igen på køl så cookie-doughen kan samle sig.


Det endte med at blive en perfekt kombination af cremet sprødhed fra cookie-doughens chokolade og nødder, saftigheden fra banankagen samt en smugle friskhed og syrlighed fra bærrene.


Den skal helt sikkert bages igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar