torsdag den 31. oktober 2013

Æbletærte med fletlåg


For et par dage siden cyklede jeg forbi Ingerslevs Boulevard i Århus. Det var lørdag. Om lørdagen er der madmarked, hvor blomster, friske frugter, sprøde grøntsager, økologisk brød og syndigt chokolade bliver solgt og købt af friske morgenmennesker – unge som gamle. I anledningen af årstiden bliver der også solgt hjemmedyrket græskar i alle former og størrelser og så er der selvfølgelig også en pølsemand, en ostemand, en fiskemand og en kødmand (hedder det det?!.. hmm) og et par hyggelige cafeér hvor man kan få sig en kop cremet latte med en hjemmelavet flødebolle til. Med andre ord, er det lige stedet for mig. Selvom at man ikke køber noget (hvilket er lidt umuligt i mit tilfælde), kan man få masser af inspiration af at slingre op og ned ad gaden. Fx. var jeg ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle hjem og bage æbletærte, da mit blik faldt på boden med æbler. Friske danske æbler i alle efterårsfarver var arrangeret i gammeldags rå mælkekasser efter deres størrelse og udseende. Mest af alt blev jeg fristet af det Ingrid Marie æble - rødt, sprødt og sødt. Her kommer opskriften på æbletærten - dog med æbler fra egne træer. 

Ingredienser:
Dej:
250 g.  smør
380 g. hvedemel
140 g. sukker
2 æg
1 spsk. vaniljepulver

Fyld
6 friske æbler
150 g. sukker
2 spsk. kanel
100 g. hvedemel

Sådan gør du:


Pisk mel, vaniljepulver, smør og sukker så blandingen bliver smuldret.


Æggene vendes i ét efter ét og dejen samles hurtigt. Hvis der er tid til det, stilles den på køl i ca. 30 minutter, men hvis du ikke kan vente, deler du den bare over med det samme og ruller den ene klump ud så den passer til din smurte tærteform. Den forbages evt. i ca. 10 minutter ved 180 grader – husk at stikke et par gaffelhuller i inden. Jeg forbagte den ikke, fordi jeg gerne ville have den færdig hurtigt. 


Æblerne skæres tynde både (ca. ½ cm.) og hældes i en skål hvor sukker, kanel og hvedemel er blandet sammen. Når dejen er forbagt fordeles 1 lag af æblebådene i en rund kreds nede i formen.


Den anden halvdel dej rulles ud og skæres i strimler, hvorefter de lægges på tværs af hinanden oven på æblerne. Hvis der er lidt snask tilbage fra æble-kanel-sukker-mel blandingen pensles det på fletlåget.


Tærten bages i 30 minutter ved 200 grader indtil den er gylden brun og lækkersprød.


Den smagte af ægte efterår og jeg kan varmt anbefale at spise den til et varm kop te og en klat flødeskum.


Og duften var helt igennem uimodståeligt. Den skal laves igen.


Hvis der bliver dej til overs laver du bare småkager – de bedste småkager, virkelig, især med et drys af mandelsager og rørsukker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar