søndag den 20. oktober 2013

Rarbarberkage

Sådan en lækkerbisken kom ud af min ovn, faktisk snart for et par uger siden, efter en tur i metro med min far. Metro er et af mine absolut yndlingssteder at handle. De har alt. Uden undtagelser. Alt lige fra  fladskærme, køkkengrej, sko, vine, hele grise og 2 kilos rosinpakker til bøger, slikspande, frisk fisk og selvfølgelig frosne bær, frugt og grøntsagsposer. Med mig hjem fik jeg en 2 kilos frossen rabarberpose med knaldrøde, syrlige rarbarber i. De skulle straks bruges til denne kage, som jeg har haft i tankerne siden jeg spottede en opskrift på rarbarberkage med marcipan på en af mine yndlingsblogs, nemlig Cute carbs. Naturligvis blev min udgave præget af en del freestyle, hvilket blandt andet resulterede i en dejlig mængde chokolade og en omgang knasende mandelflager. Freestylen betalte sig, kagen kom jo til at smage himmelsk. Jeg nød den med en klat skyr – mest for bare at være med på sundhedsbølgen. Paradoksalt? Måske. Her kommer opskriften:

Ingredienser:
3 æg
250 g smør
200 g sukker
80 g rørsukker
280 g mel
1,5 spsk. vaniljepulver
1 dl græsk yoghurt
100 g mørk chokolade
200 g ren rå marcipan
250 g rarbarber i tern
Mandelflager (kan udelades)

Sådan gør du:


Pisk smør, sukker og rørsukker til en cremet masse og tilsæt derefter æg. Riv nu halvdelen af marcipanen og pisk den med i massen. Resten af marcipanen smuldres i, gerne i klumper. 


Den græske yoghurt, vaniljepulver og mel tilsættes nu, stadig under piskning.


Nu hakkes den mørke chokolade og vendes i dejen hvorefter den hældes i en bageform


Rabarberne fordeles over dejen, hvorefter der drysses med mandelflager.


Så skal den bages i en 180 grader varmluftovn i ca. 40 minutter til den har fået en fin gyldenbrun nuance.


Så kan man endelig stikke tænderne i den.


Det er svært at blive skuffet. Rabarbernes syrlighed spiller perfekt sammen med chokoladens stærke kakaosmag og marcipanens sødme. Mandelflagerne tilføjer sprødhed.


Alt i alt en behagelig smagsoplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar