onsdag den 26. september 2012

Bedstemor Ands æbletærte


Min barndom er meget præget af Disney. Uden fredagens Disneyshow, andersand der gik på line, Mickey og Mini’s forelskelse samt uartige Pluto og resten af Disney figurerne ville jeg ikke have været den samme som jeg er i dag. Fredag aften var i sandhed højdepunktet. Chokolade i skålene, dyner i sofaerne og familie omkring én. Følelsen af tryghed. Oveni denne idyl, er det næsten umuligt at forestille sig at livet kunne blive bedre. Men det kunne det med  disneyshow. Alle de farverige, glade og skøre figurer på det gamle B&O fjernsyn satte prikken over i’et. Introsangen glemmer jeg heller aldrig. Derfor bliver jeg forståeligt nok meget nostalgisk, hver gang jeg bager Bedstemor Ands æbletærte. Minderne popper op ét efter ét og får mig til at ønske mig tilbage i tiden. Og så alligevel ikke, for jeg vil jo nødigt gå glip af den tærte, som med flødeskum i øvrigt er min yndlingsspise.


Duften når den færdigbagte æbletærte er ude af ovnen er svær at modstå, men efter 5-8 minutters afkøling på køkkenbordet vil den smage bedst. Kanel blandet med æbler er en fantastisk kombination som jeg under alle at opleve. Her er opskriften:

Ingredienser (til 1 kage, 6 mand)
Dej:
300 g. Mel
200 g. Smør
100 g sukker
1 æg

fyld:
4  store madæbler
150 g. Sukker
3 spsk. Mel
2 tsk. Stødt kanel
50 gram smør i tern
smør til formen
evt. lidt sukker/rørsukker til pynt

Eftersom vi i min familie elsker alt hvad der har med nødder og mandler at gøre, hakkede jeg en håndful hasselnødder og dryssede låget med, efter pensling og sukker. Meget delikat.

Først æltes alle ingredienserne til dejen sammen, så det bliver en fin jævn masse, der ikke hverken klistre eller smuldre.
Derefter skal dejen deles i 2 og stilles på køl med husholdningsfilm i minimum 1 time. Det gør at den bliver nemmere at arbejde med når du skal at rulle den. Imens kan du skrælle æblerne og skære dem i tynde skiver af 0,5 cm. Jeg skrallede ikke mine, men skar dem blot, hvilket for mig ikke gjorde den store forskel. Tænd nu ovnen på 200 grader.
I en anden skål blandes ingredienserne til fyldet. Derefter vendes æblerne over sammen med fyldet. På et melet bord ruller du den ene dejplade ud , så den kan dække tærteformen. Den skal derefter lægges i fadet, hvilket kan gøres ved forsigtigt at trykke på dejen. Når fyldet med æblerne er fordelt herpå, fordeles smørklatterne jævnt oven på fyldet.
Når dette er gjort, rulles den anden dejklump ud så den kan dække overfladen af kagen. Det er vigtigt at den bliver lukket ordenligt i kanterne når du løfter den over på kagen, da dette giver det klart fineste resultat. Det gøres bedst ved brug af forsigtige tryk med fingrene. Så skal der skæres 4 ovale snit over kagen så det er muligt for dampen at komme ud, og efter pensling og drysning med (rør)sukker og evt. nødder eller mandler skal den i ovnen i ca. 40 min, men hold øje, for den skal ud når den er blevet gyldenbrun på toppen.



Det sprøde låg af dej og sukker samt den cremede, varme konsistens af æblerne der med et strejf af kanel smelter på tungen i takt med at det kølige flødeskum glider ubesværet ned i halsen, er simpelthen en lykkefølelse. 
Pas på at den ikke får for meget, for den bliver hurtigt brændt i kanterne som i kan se skete for mig, men det reducerede nu ikke nydelsen. Den oprindelige opskrift findes her:http://www.maduniverset.dk/opskrift.php/6707/Grill-opskrifter/Bedstemor-Ands-aebletaerte

Ingen kommentarer:

Send en kommentar